Stensballegaard Golfklub
Afstand: 36.00 Km
Golfanlæg med internationalt snit
Ved herregården Stensballegaard i udkanten af Horsens, finder du denne golfbane, tegnet af nogle af verdens mest anerkendte arkitekter. Med en flot udsigt over Horsens Fjord, og omkranset af skovene ved Stensballe venter en visuelt flot oplevelse, hvor der er kælet for detaljen.
Hos Stensballegaard elsker de gæster – og du kan sagtens prøve stifte bekendtskab med golfsporten her – uden at det koster en formue.
Den prisvindende bane
Banen hos Stensballegaard består af tre sløjfer á ni huller. Der roteres ugentligt mellem sløjferne, så der hver uge er en ny 18-hullers bane og 9-hullers bane. Det amerikanske arkitektfirma Von Hagge, Smelek & Baril skabte banen med henblik på at levere store golfoplevelser for spillere på alle niveauer.
Banen blev i 2010 kåret til verdens bedste nyanlagte bane af GolfINC.
Golfanlægget rummer desuden:
- en 9-hullers pay & play bane
- en 1.200 m2 putting-green i samme kvalitet som banen
- en stor driving range med en fantastisk udsigt
- Indspils- og øveområder lige ved klubhus og driving range
Prøv golf til en billig pris
Stensballegaards pay & play bane ligger naturskønt og kuperet. Her kan du for kun 175 kroner få adgang til banen og få en sjov oplevelse med familie, venner eller kolleger. Har du ikke selv udstyr, kan det lejes for 75 kroner inklusive bolde. Sørg for at booke udstyr på forhånd ved at kontakte Stensballegaard pr mail.
Hvis golf er helt nyt for dig, og du gerne vil have en instruktør med på banen, så kan du købe en golf for alle-pakke, hvis I er mindst fire personer. Pakken giver 1 times instruktion af PRO træner, lån af udstyr og adgang til par-3 banen.
Golf og god mad
Ved klubhuset ligger restauranten Brasserie Stensballegaard, hvor du kan kombinere golfturen med et godt måltid mad eller en kold forfriskning på den skønne terrasse. Restauranten tilbyder skønne retter til både frokost og aften.
Overnat og nyd et golfophold
Hos Stensballegaard kan du overnatte i et smukt gammelt bindingsværkshus (Skrædderens Hus) kun 500 meter fra banen. Sammen med overnatningen kan du booke frit spil på golfbanen og bord i Brasserie Stensballegaard. Alternativt har Stensballegaard samarbejdsaftaler med de lokale hoteller.
Opdateret af: Destination Kystlandet | info@kystlandet.com